Bedre indeklima med sunde stearinlys

Sunde stearinlys som alternativ til almindelige stearinlys
Stearinlys er hyggelige i de kolde og mørke efterårs- og vintermåneder. Men nogle stearinlys er bedre og sundere end andre. Derfor er det bestemt ikke ligegyldigt, hvilke stearinlys du vælger i forhold til at sikre et godt indeklima og din egen sundhed. Almindelige stearinlys kan nemlig potentielt skade dit helbred.
Når almindelige stearinlys brændes, frigøres sodpartikler som indeholder nikkel, bly og tjærestoffer. Disse stoffer kan give problemer med luftvejene, særligt for personer som lider af astma, og kan desuden potentielt være kræftfremkaldende. Derfor er der god grund til at overveje alternativer til almindelige stearinlys i form af sunde stearinlys. Generelt er det vigtigt at vælge stearinlys, som indeholder så få overflødige stoffer som muligt, og som derfor afgiver færre skadelige partikler i luften.

Stearinlys, som soder meget, som f.eks. gelélys bør undgås, og det samme gælder duftlys, som indeholder parfume. Soyalys eller bivokslys kan bruges som alternativer, da disse typer af lys soder mindre end almindelige stearinlys.

Gode råd til at få et sundere indeklima med stearinlys
Med disse tre råd kan du få et sundere indeklima samtidig med, at du stadig kan tænde stearinlys i de mørke tider.

Først og fremmest har antallet af stearinlys en betydning for indeklimaet og dit helbred. Tænd derfor færrest mulige stearinlys på én gang, så der afgives færrest mulige partikler i rummet.
Dernæst er det vigtig at lufte ud, efter at stearinlysene har brændt.
Og til sidst er det en god tommelfingerregel altid at gå efter svanemærkede stearinlys, da disse lys ikke indeholder duftstoffer og generelt soder mindre.

Similar Posts